| Ønsket om at have sin nœrmeste familie omkring
sig og ønsket om at leve den sidste tid ved havet!
Skulle hun endelig opleve den fulde lykke, give sig selv
den tid og bede de andre om deres? Engang havde hun troet,
hun ville blive lykkelig resten af sit liv, men livet
havde udviklet sig anderledes end, hun havde forestillet
sig. Drømmen om paradis, det perfekte, lå som en hinde
mellem hende og livet. De sporadiske glimt af paradiset
var ikke nok for hende, hun ville vœre i paradiset
hele tiden. Hun strœbte efter den tilstand, hvor
alle hendes behov blev set og opfyldt, hvor hun blev
holdt om, når hun havde brug for trøst, hvor hun blev
lyttet til, blev leget med og talt med, blev taget
alvorligt. Hvor der var nogen, der tog hånd om hende og
forstod hende. Denne nogen var hendes mor, og hun var der
ikke mere. Hendes mor havde forladt hende, ladet hende
passe sig selv, allerede da hun var helt lille, hvor
lille? Det vidste hun ikke. Hendes mor var ikke død, hun
levede, og hun havde vœret der i hele hendes liv,
men på hvilken måde? Hun huskede ikke meget fra sine
førskoleår. I den tydeligste erindring var hun 6 år.
Hun huskede, at hun vågnede om morgenen – alene -
mor var på arbejde. Hun huskede, hvor rart det var, når
mor kom hjem! Hvor rart det var, når mor var glad. Hun
søgte efter noget… Hun fandt en slags tryghed og
sorg gennem sit arbejde med de œldre kvinder, der
kunne have vœret hendes mor. Hun labbede deres
venlighed og lette omsorg i sig. Hun savnede sin mor!
Nogen gange ønskede hun, at hendes mor var død, så hun
kunne opgive håbet! Hun var på vej hjem. Hun
glœdede sig til at se sin kœreste. Da hun
trådte ind ad døren, så hun med det samme, at opvasken
fra hele dagen stod spredt på køkkenbordet, og at der
var kaffegrums i vasken. Hendes kœreste kom hen og
gav hende et knus. Hun kunne ikke rigtig tage imod det.
Han sagde, at han havde købt ind til aftensmad, og at
han havde noget arbejde, han skulle lave fœrdigt til
dagen efter. Hun mœrkede skuffelsen. Hvorfor havde
han ikke ryddet op? Hvorfor var han ikke startet på
aftensmaden eller lavet te til hende? Hvorfor
prioriterede han ikke at sœtte sig sammen med hende
og høre, hvordan hendes kursus havde vœret? Hvorfor
spurgte han ikke, hvordan hun havde det? Det var jo det,
hun havde brug for / behov for. Hun begyndte at brokke
sig over rodet i køkkenet, derefter over valget af
aftensmad og til sidst over hans manglende engagement.
Hendes stemme var forholdsvis rolig i starten, men hun
blev mere og mere ophidset og vred. Hun var rasende,
sådan var det altid med ham, aldrig gjorde han noget for
hende, han tœnkte kun på sig selv, hvad med hendes
behov? Nej, det var ikke paradiset, det var helvede. Det
var raseri, vrede og sorg. Sorgen over alt det hun aldrig
fik, dengang og nu, hendes behov var ligeså stœrkt
som dengang, og hun havde ikke vœret i stand til at
udtrykke det dengang. Hun vidste ikke, at det var derfor,
hun nu blev så vred. " Gå vœk, jeg hader dig
", sagde hun rasende til ham. Samtidig skreg det
inde i hende: " Kom nœrmere, jeg har brug for
dig. Omfavn mig og forlad mig aldrig " Hun var bange
for, at han skulle forlade hende samtidig med, at hun
truede med at forlade ham! Hvad var det som forhindrede
hende i at få opfyldt sine behov og drømme? Handlede
det om hendes måde at kontakte andre på? Hvad kunne hun
gøre anderledes? |
